|
Vitus Jonassen Bering - den lokale opdager
Vitus Jonassen Bering blev født i Horsens i 1681 og blev en af sin tids store opdagelsesrejsende. På sine ekspeditioner under russisk flag fik Vitus Bering især slået fast, at Asien og Amerika er to adskilte kontinenter. Horsens’ mest berømte bysbarn skrev således historie ved at driste sig ud i ukendte egne af verden i ukendte vande.
Vitus Bering stod i spidsen for videnskabelige ekspeditioner og blev verdensberømt for sin dygtighed, sit mod og sin handlekraft. Derfor var det et indlysende valg, da navnet på Horsens’ nye udviklingsmiljø med en international orientering skulle findes – Vitus Bering Innovation Park.
Endnu en vægtig grund til, at det nye innovationshus skulle opkaldes efter den lokale søhelt er, at initiativet til byggeriet blev taget af bestyrelse og ledelse i VIA University College (tidl. Vitus Bering Danmark – University College).
|